Lejlighedspriserne i København er steget 20 procent på et år

Nye oktober-tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder i Københavns Kommune er steget 20 procent det seneste år. Huspriserne stiger også – mest i hovedstadsområdet og det øvrige Sjælland.

Boligpriserne i hovedstadsområdet er steget kraftigt det seneste år. Det viser nye oktober-tal fra Boligsidens Markedsindeks.

Ser vi på det største marked for ejerlejligheder, nemlig Københavns Kommune, er salgspriserne steget 20 procent siden oktober 2024 og 10 procent det sidste halve år.

Dermed betaler lejlighedskøberne i Københavns Kommune nu i gennemsnit 66.226 kr. pr. kvm.

”Det er en meget kraftig og sjælden stigning i lejlighedspriserne, som vi ser i København, og det er en stigning, som har rod i et rekordlavt udbud kombineret med en høj handelsaktivitet, for det går stadig stærkt med handlerne på det københavnske lejlighedsmarked,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

Udviklingen svarer til, at en gennemsnitlig lejlighed i København på 80 kvadratmeter nu koster 900.000 kroner mere end på samme tidspunkt sidste år.

Udvikling i lejlighedspriserne i storbyerne

Kilde: Boligsidens Markedsindeks

På landsplan er den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder steget med 14 procent det seneste år, og prisen ligger i oktober 2025 på 41.208 kr. pr. kvm.

Huspriserne stiger også – særligt på Sjælland

For villaer og rækkehuse er der på landsplan sket en stigning i salgspriserne på 0,7 procent den seneste måned. Dermed ligger huspriserne nu 6,6 procent højere end på samme tidspunkt sidste år, viser de nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.

De stigende huspriser er gældende i størstedelen af landet.

Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er huspriserne steget i 72 kommuner. 7 kommuner har et uændret niveau (+/- 0,5 procent), og 15 kommuner har oplevet et fald i huspriserne. I de resterende 4 kommuner har der ikke været nok handler til at kunne beregne statistik.

Men der er stor forskel på, hvor meget priserne er steget forskellige steder i landet. For særligt på Sjælland er der tale om større stigninger i huspriserne end i øvrige dele af landet.

”Huspriserne i landsdelene Byen København og Københavns Omegn er steget med 11 procent det seneste år, og det er generelt på Sjælland, vi ser de største årlige stigninger i huspriserne. Det viser sig også meget tydeligt i den gennemsnitlige kontantpris, som huskøberne betaler forskellige steder i landet,” forklarer Birgit Daetz.

Ser vi netop på den gennemsnitlige kontantpris, viser oktober-tallene, at huskøberne har betalt 8,2 millioner kroner for huset i landsdelen Byen København og 6,7 millioner kroner i Københavns Omegn.

I Østjylland er den gennemsnitlige pris for huset 3 millioner kroner, imens alle de øvrige landsdele I Jylland og på Fyn har en gennemsnitlig salgspris omkring 2 millioner kroner.

Salgspriser for villaer og rækkehuse i landsdele oktober 2025

Tabellen viser den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer og rækkehuse samt ændringen den seneste måned og år. Samtidig er den gennemsnitlige kontantpris for alle handlede villaer og rækkehuse angivet for hver landsdel. Kilde: Boligsidens Markedsindeks.

Salgspriser i oktober 2025 – hele landet

Kilde: Boligsidens Markedsindeks.

Vil du se salgspriserne helt lokalt? Så tjek Boligsidens nye priskort.